Afslutning

Under mødet med sagsbehandleren bliver alle parter enige om, at søge om tilskud til at betale frugtordningen og at Jens ikke længere skal ekskluderes fra de jævnaldrene, men i stedet forsøge at inkludere ham med hans kammerater.
Formålet med at inkludere Jens i fællesskabet med hans jævnaldrene er, at fjerne fokus fra Jens, så han ikke længere føler sig udenfor.
Forældrene virker mere modtagelige overfor disse tilbud og acceptere dem, for Jens' skyld.
Allerede dagen efter da Jens møder op i børnehaven, omfavner han Helle med et smil og siger han har savnet hende.

Point of no return

Efter samtalen, hvor de besluttede, at Jens skulle have styrket sin motorik ved hjælp af øvelser i hallen, har Jens ikke vist sig i børnehaven.
Helle bliver et par dage efter kontaktet af kommunen angående den aftale, hun har lavet med Jens' forældre omkring frugtordningen.
Sagsbehandleren fortæller, at Jens' forældre har klaget over hende og institutionen, da de ikke mener, at den aftale de lavede er gavnlig for Jens. De mener, at han bliver ekskluderet fra fællesskabet med sine kammerater ved at lave øvelserne med de mindre børn. De har ligeledes klaget over, at de føler sig presset til at deltage i frugtordningen, som de ikke mener, de har råd til.
Helle og sagsbehandleren bliver enige om, at holde et møde sammen med Jens' forældre, så konflikten kan blive løst hurtigst muligt for Jens' skyld.

Konflikt

Grundet Jens’ motoriske udfordringer søgte pædagogerne en løsning i samarbejde med forældrene for, at informere dem om, hvad man havde observeret og hvilken handlingsplan man havde i tankerne til, at udvikle Jens motoriske færdigheder, der eksempelvis bestod i ikke, at være i stand til at hoppe med samlede ben. Samtidigt var Jens blandt få, der ikke var med i frugtordningen. Hans forældre gav ham to madpakker med, hvor Jens kunne spise den ene til frokost og  anden når de andre børn spiste frugt. Det betød, at Jens var uden for fællesskabet og da frugt var et hyggeligt ritual, som mange af børnene elskede, var det noget man generelt opfordrede til.

Mødet fandt sted i børnehaven og de tilstedeværende var, udover Jens forældre, Helle, som var den pædagog, der brugte mest tid med Jens.

Forældrene var begge svært overvægtige mennesker og det var hurtigt tydeligt for Helle, at forældrene følte sig under angreb og troede at pædagogerne mente, at Jens’ vanskeligheder kunne begrundes med dårlig opdragelse. Helle foreslog, at man tog Jens med i sportshallen, sammen med nogle af de yngre børn, der var mere på hans niveau, for naturligvis at forbedre hans motorik, men samtidigt give ham følelsen af succes, på de områder han tidligere har følt sig underlegen.

Begge forældrene sagde, at der bestemt ikke var noget i vejen med deres opdragelse. De gad ikke ændre noget og de mente ikke, at der var noget i vejen med Jens. Helle fortalte, at der bestemt ikke var noget i vejen med Jens og at han på alle områder var helt almindelig. Hun roste hans fantasi og sociale egenskaber, men når de var i hallen og lege, ville han oftest ikke kunne følge med i legene, på samme niveau som sine jævnaldrende kammerater. Det betød eksempelvis, at Jens ofte tabte i en fangeleg. De andre børn ville ubevidst prikke til Jens' svaghed og han ville ofte bryde grædende sammen.

Forældrene begyndte at bløde op ved de rosende ord og da det begyndte at gå op for dem, at der ikke var nogen der bebrejdede dem. 

”Men vi gider fandeme ikke den frugtordning, det er pisse dyrt,” blev der sagt. 

Det begyndte, at gå op for Helle, at det mere handlede om maden, end det handlede om motoriktræningen. Hun forstod, at forældrene følte sig stigmatiserede på grund af deres overvægt og at dette ville være et ømt punkt. Hun fortalte, at man generelt opfordrede til, at børnene var med i frugtordningen på grund af fælleskabet, men det bestemt ikke var tvang og at det vigtigste var, at han havde noget at spise på samme tid som de andre. Så fortalte hun igen, at motoriktræningen kunne være rigtig gavnlig for Jens og fællesskabet også ville blive styrket her i relation til de børn han træner med, men også at han jo potentielt ville komme op på siden af hans jævnaldrende kammerater. Hun fortalte, hvilke øvelser de ville lave og hvor Jens niveaumæssigt lå nu.

Aktør 2

Efter vi havde fået en rundvisning i lokalerne, satte vi os ned med Helle, som er lederen af børnehaven, og fik os en længere samtale om selve børnehaven, flytningen, pædagogikken og en praksisfortælling. Vi fik hermed også et indblik i hvem Helle er som person.

Helle startede sin drøm, om at blive pædagog for 25 år siden, hvor hun i staren af 80erne satte sine fødder for første gang på pædagoguddannelsen Peter Sabroe i Aarhus. Hun blev sidenhen gift og fik fire piger, som alle i dag er voksne og  under uddannelse eller er uddannet pædagoger og lærere.

Helle har altid haft stor interesse for børn og har altid været omgivet af mange, da Helle er vokset op med ni søskende, både ældre og yngre. Hendes bedste erindring fra hendes barndom er, at der altid var nogle at lege med. Derfor kedede hun sig aldrig, og det mener hun også er grunden til, at hun besluttede sig for at blive pædagog – for at give børn de bedst mulige vilkår.

Helle er utrolig engageret i sit arbejdet og man kan tydeligt mærke, at hun brænder for det hun laver. Hun har fået sin erfaring gennem hendes tid i to vuggestuer, et dagtilbud for udviklingshæmmede og til sidst fandt hun sin plads i børnehave, som senere gjorde, at hun i dag er leder i børnehaven.

Vi er alle enige om, at Helle er pædagogen man altid vil huske – hun er utrolig rolig og varm, og man følte sig rigtig godt tilpas i hendes nærvær.

Aktør 1

Vi spurgte pædagogen, om hun kunne fortælle os om et barn, der havde gjort et specielt indtryk på hende som professionel. Helst en historie der kunne indvige os som studerende, om vigtigheden i at gribe barnet og omfavne det med pædagogikkens omsorgfulde arme og tværfaglighedens brede viden.

Her giver hun os et indblik et barns historie:

Jens er en dreng på 5 år, som snart skal starte i skole. Han bor sammen med begge hans forældre, i et rækkehus tæt ved den indre bydel. Boligområdet har ingen legeplads eller park i nærheden. Hans mor arbejder som kassedame i Aldi og hans far er lastbilchauffør hos ”De Danske Fragtmænd”. Både far og mor er svært overvægtige.

Jens var en aktiv dreng, som hurtigt fandt en plads blandt de andre børn i børnehaven igennem forskellige lege. Dette skyldes hans sproglige kompetencer. Men han blev fravalgt, da legene gik over i et højere grovmotorisk krævende niveau. Det kunne være lege som ”Ta’ fat” og ”klatring”. Jens kunne simpelthen ikke løbe, hoppe eller klatre. Vi obseverede motivation hos Jens, som gentagende gange prøvede at være med, men gang på gang blev draget ud af fællesskabet pga. hans manglende færdigheder.