Konflikt

Grundet Jens’ motoriske udfordringer søgte pædagogerne en løsning i samarbejde med forældrene for, at informere dem om, hvad man havde observeret og hvilken handlingsplan man havde i tankerne til, at udvikle Jens motoriske færdigheder, der eksempelvis bestod i ikke, at være i stand til at hoppe med samlede ben. Samtidigt var Jens blandt få, der ikke var med i frugtordningen. Hans forældre gav ham to madpakker med, hvor Jens kunne spise den ene til frokost og  anden når de andre børn spiste frugt. Det betød, at Jens var uden for fællesskabet og da frugt var et hyggeligt ritual, som mange af børnene elskede, var det noget man generelt opfordrede til.

Mødet fandt sted i børnehaven og de tilstedeværende var, udover Jens forældre, Helle, som var den pædagog, der brugte mest tid med Jens.

Forældrene var begge svært overvægtige mennesker og det var hurtigt tydeligt for Helle, at forældrene følte sig under angreb og troede at pædagogerne mente, at Jens’ vanskeligheder kunne begrundes med dårlig opdragelse. Helle foreslog, at man tog Jens med i sportshallen, sammen med nogle af de yngre børn, der var mere på hans niveau, for naturligvis at forbedre hans motorik, men samtidigt give ham følelsen af succes, på de områder han tidligere har følt sig underlegen.

Begge forældrene sagde, at der bestemt ikke var noget i vejen med deres opdragelse. De gad ikke ændre noget og de mente ikke, at der var noget i vejen med Jens. Helle fortalte, at der bestemt ikke var noget i vejen med Jens og at han på alle områder var helt almindelig. Hun roste hans fantasi og sociale egenskaber, men når de var i hallen og lege, ville han oftest ikke kunne følge med i legene, på samme niveau som sine jævnaldrende kammerater. Det betød eksempelvis, at Jens ofte tabte i en fangeleg. De andre børn ville ubevidst prikke til Jens' svaghed og han ville ofte bryde grædende sammen.

Forældrene begyndte at bløde op ved de rosende ord og da det begyndte at gå op for dem, at der ikke var nogen der bebrejdede dem. 

”Men vi gider fandeme ikke den frugtordning, det er pisse dyrt,” blev der sagt. 

Det begyndte, at gå op for Helle, at det mere handlede om maden, end det handlede om motoriktræningen. Hun forstod, at forældrene følte sig stigmatiserede på grund af deres overvægt og at dette ville være et ømt punkt. Hun fortalte, at man generelt opfordrede til, at børnene var med i frugtordningen på grund af fælleskabet, men det bestemt ikke var tvang og at det vigtigste var, at han havde noget at spise på samme tid som de andre. Så fortalte hun igen, at motoriktræningen kunne være rigtig gavnlig for Jens og fællesskabet også ville blive styrket her i relation til de børn han træner med, men også at han jo potentielt ville komme op på siden af hans jævnaldrende kammerater. Hun fortalte, hvilke øvelser de ville lave og hvor Jens niveaumæssigt lå nu.